kakaduer

Kakaduer. Inkakakadue (Cacatua leadbeateri) fra Australien.

.

Kakaduer. Gultoppet kakadue (Cacatua galerita) fra Ny Guinea.

.

Kakaduer, Cacatuinae, karakteristisk underfamilie af papegøjer med ca. 20 arter, der stammer fra Australien, Ny Guinea, østlige Indonesien og Filippinerne. Kakaduer er typisk hvide, men også sorte og rosa arter findes. De har en karakteristisk fjertop på hovedet, som de kan rejse afhængigt af humøret.

Faktaboks

etymologi:
Ordet kakadue kommer af malajisk kakatua, lydefterlignende ord, formen påvirket af dansk due.

Mange arter er på IUCN's liste over sårbare eller truede dyr; det skyldes dels ødelæggelse af deres habitater, dels at de indfanges til brug som burfugle.

Kakaduer er sociale, opmærksomhedskrævende og støjende burfugle. De bliver 20-80 år gamle; helt op til 90 år gamle individer kendes.

Bl.a. hvidtoppet kakadue (Cacatua alba) er en populær burfugl. Den er ca. 46 cm, helt hvid på kroppen, svagt gul under vinger og hale. Også toppen er hvid. Den stammer fra de nordlige øer i øgruppen Molukkerne i Indonesien. Også nymfeparakit (Nymphicus hollandicus), en lille kakadue på knap 100 g fra det indre af Australien, holdes ofte i fangenskab.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig