Kagura, (jap. 'gudemusik'), forskellige former for japansk rituel optræden oprindelig fra 200-500-t. knyttet til shintoreligionen og dens årsfester. Den højtidelige mikagura består af dans og musik, som opføres ved det kejserlige hof og større shintohelligdomme, mens satokagura er dens folkelige modpol, hvor dansene, ofte med maskerede udøvere, i højere grad har mimisk og komisk karakter. Se Japan (teater og dans).