Kabel, elektrisk leder eller flere adskilte ledere isoleret fra hinanden og fra omgivelserne. Til lavspænding anvendes oftest firlederkabler med tre faseledere og en nulleder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kabel kommer af middellatin capulum 'fangline, lasso', af capere 'tage, gribe, fange'.

Til højspænding benyttes trelederkabler uden nulleder, da summen af de tre fasestrømme normalt er nul. Meget høje spændinger (fx 400 kV) fremføres hyppigst i luftledninger, men ved kabelføring bruges separate jordkabler til faserne; de tre kabler lægges parallelt med passende afstand imellem. For at beskytte mod ydre påvirkninger omgives den elektriske isolation med en kappe af bly eller aluminium.

Pga. det elektriske felt i et kabel er der grænser for, hvor store kabellængder der kan benyttes ved meget høje spændinger. Det skyldes, at den store kapacitans mellem leder og skærm giver stor afledningsstrøm, som ved lange strækninger vil kunne fuldlaste kablet.

Læs også om kabel i betydningen svært tovværk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig