Kønrøg, (af mnty. kinrok, af kin 'fyrretræ' og rok 'røg'), sod, carbon black, fint pulver af carbon (kulstof), dannet ved ufuldstændig forbrænding af olieprodukter eller gas. Anvendelsen af sod som sort farvepigment går tilbage til forhistorisk tid. Kønrøg fremstilles nu i store mængder og i mange forskellige kvaliteter med varierende kornstørrelse og struktur. Den bruges i alle former for sort maling og tryksværte. Den vigtigste anvendelse er som aktivt fyldstof i gummi, specielt til automobildæk. Kulpartiklerne forøger den vulkaniserede gummimasses mekaniske styrke og slidfasthed betydeligt. Se også bensort.