køn - grammatisk begreb

Køn, genus, grammatisk klassifikation af substantiver (se nomen), som viser sig i et ords form og/eller kongruens med artikler, adjektiver, verber og pronominer. Denne klassifikation synes historisk altid i en eller anden forstand at bygge på en naturlig klassifikation først og fremmest i levende — ikke-levende væsener og i forbindelse med levende væsener det biologiske køn. En skelnen mellem hankøn og hunkøn synes at optræde i alle genussystemer; hvor den biologiske begrundelse er tydelig, taler man om motiveret eller semantisk køn.

Nogle sprog har veludviklede klassifikationer, fx australske sprog som dyirbal, der inddeler substantiverne i fire klasser, hver med en speciel markør: bayi ved mennesker af hankøn og ikke-menneskelige levende væsener, balan ved mennesker af hunkøn samt vand, ild og lyn, balam ved føde, som ikke er kød, og bala om resten, fx

  • bayi yaṛa 'mand'
  • balan djugumbil 'kvinde'
  • balam miranj 'sortbønne'
  • bala djawun 'kurv'

De afrikanske bantusprog har klassifikations- og kongruenssystemer med op til 15 klasser; de udtrykkes ved et system af præfikser, som tilføjes alle ord, der kongruerer med substantivet, jf. swahili 'en stor kurv væltede'

kikapu kikubwa kimoja kilianguka
kurv stor en væltede
vikapu vikubwa vitatu vilianguka
kurve store tre væltede

Det mest udbredte genussystem er det indoeuropæiske trekønssystem med maskulinum, femininum og neutrum. De tre køn findes i ældre indoeuropæiske sprog som sanskrit, græsk og latin og er bevaret i fx nygræsk, tysk og de slaviske sprog:

russisk dansk
mask. khorosjij maltjik en god dreng
fem. khorosjaja devusjka en god pige
neut. khorosjeje okno et godt vindue

I nordisk er de tre køn bevaret i norsk, færøsk og islandsk. I de semitiske sprog samt i de romanske sprog er der to køn: maskulinum og femininum, jf. fransk

mask. un bon vin 'en god vin'
fem. une bonne bière 'en god øl'

I dansk inddeles substantiver i to køn, fælleskøn og intetkøn; ved pronominal henvisning ses dog en firedeling i han, hun, den, det, idet der ved levende væsener kan skelnes mellem han- og hunkøn, hvad enten substantivet er fælles- eller intetkøn:

  • en stor hund - den/han/hun er rar
  • et lille barn - det/han/hun er kvik(t)

I de slaviske sprog skelnes der i maskulinum mellem levende og ikke-levende væsener ved hjælp af kasus. I engelsk er substantiver ikke inddelt i køn, og man har kun grammatisk køn ved pronominal henvisning, fx he, she, it, mens de finsk-ugriske sprog slet ikke har grammatisk køn.

I alle sprog har genussystemet fjernet sig meget fra en oprindelig motiveret klassifikation, således at ordene snarere tildeles køn efter form end efter betydning; fx er i tysk ord på -chen neutrum, fx das Mädchen 'pige', i fransk er ord med endelsen -tion femininum, mens ord med -age oftest er maskulinum. Men et sprogs genussystem er en central del af sproget og styrer fx ordvalget, jf. fransk la reine des bières 'øllenes dronning', fordi bière er hunkøn, over for le roi des champagnes 'champagnernes konge', fordi champagne er hankøn.

I dansk, hvor substantiver ikke klassificeres som maskulinum og femininum, erstattes specielle kvindelige betegnelser i stigende grad med den mandlige, fx lærer, skuespiller. I fransk og tysk derimod, hvor man har de nævnte køn, ses tendens til at bevare og nyskabe særlige kvindelige professionsbetegnelser, fx écrivaine 'forfatterinde', actrice 'skuespillerinde', eller at bruge maskulinumformen med femininum-kongruens, fx la prof 'læreren, professoren' om den kvindelige lærer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig