Kød, i bibelsk sprogbrug et udtryk for mennesket som afhængigt af sin skaber og som forgængeligt. Det betegner ikke en del af mennesket, fx i modsætning til "ånd", men hele mennesket set i et bestemt perspektiv. I bibeloversættelsen, autoriseret i 1992, gengives det med ordet menneske. Trosbekendelsens tale om "kødets opstandelse" er ikke bibelsk; se også opstandelse.