kælvning

Umiddelbart er der ingen sikre tegn, som afslører det nøjagtige tidspunkt for kælvning. De første sikre tegn er dog, at dyret ikke kan finde ro, det rejser og lægger sig hyppigt, samtidig med at det vender hovedet og ser mod bugen. Den adfærd er tegn på, at livmoderhalsen er ved at udvide sig, og at kælvningen er gået ind i sin første fase, opblokningsfasen, som normalt varer 3-12 timer.

Under opblokningen sker der en rent fysisk åbning af livmoderhalsen gennem et pres fra de endnu ikke bristede, væskefyldte fosterhinder (allantois og amnion), og opblokningen er afsluttet, når vandkalven (allantoïsblæren) bliver synlig som en blålig væskefyldt blindsæk.

Det er vigtigt, at man ved en eventuel fødselshjælp ikke sprænger de væskefyldte fosterhinder, før opblokningsperioden er helt afsluttet. Det markeres ved, at vandkalven bliver synlig. Vandkalven sprænges, når den egentlige uddrivning af kalven begynder.

Under uddrivningen, hvor dyret ligger ned, vil der være omkring seks presseveer pr. 15 minutter. Ved en normal kælvning er kalvens forben det første, som kommer til syne. Kalven fødes derefter forlæns ved, at dernæst hovedet, så kroppen og til sidst bagbenene kommer ud.

Ved vanskelige kælvninger – for eksempel hvis kalven er meget stor – kan det være en hjælp for koen, at kvægbrugeren giver fødselshjælp. Det kan typisk ske ved at sætte fødselskæder på kalvens forben og så trække kontrolleret, når koen har presseveer.

Efterbyrden, det vil sige moderkagen, placenta, afgår i løbet af nogle få timer efter, at kalven er kommet ud.

Efter fødslen kan kalven i løbet af minutter være på benene og søge mod moderens yver for at få den meget vigtige råmælk, som indeholder antistoffer, der kan opsuges gennem tarmen og dermed beskytte kalven mod infektioner.

• kvæg
• kalve
• malkekvæg