En kåg er et spidsgattet fartøj uden køl og med flad bund. Typen, der menes at være af frisisk oprindelse, kendes fra det meste af Vesteuropa; i Danmark blev den især brugt på Slien og i Limfjorden. Både navn og byggeform peger på en udvikling fra middelalderens kogge, idet kågen dog var et mindre fartøj, der især blev anvendt til fiskeri og færgeri.