jussiv

Jussiv er et grammatisk udtryk, der betegner befaling, opfordring eller tilladelse.

Faktaboks

etymologi:

Ordet jussiv er en afledning af latin jubere 'befale'.

Jussiv bruges i latinsk grammatik om visse anvendelser af konjunktiv, fx audiatur et altera pars 'den anden part skal også høres'. En særlig form af jussiv er hortativ konjunktiv, der især bruges om indbyrdes opfordringer i 1. person pluralis, fx laboremus pro patria 'lad os arbejde for fædrelandet'.

Fra latin er betegnelsen jussiv overført til de semitiske sprog, fx arabisk, og bruges om den endelsesløse imperfektum, der betegner en mild form for befaling og kan benyttes i alle personer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig