Junggrammatikerne var en lingvistisk og sproghistorisk retning fra ca. 1875 til 1. Verdenskrig med centrum i Leipzig i Tyskland. Inspireret af positivistiske strømninger i samfunds- og naturvidenskab forsøgte junggrammatikerne at give sproghistorien den systematisk og logisk strengest mulige udformning; især hævdede man forestillingen om konsekvent virkende undtagelsesløse lydlove, som kun delvis kunne ophæves gennem morfologiske analogidannelser.

Faktaboks

Etymologi
af tysk jung 'ung'.
Også kendt som

neogrammatikerne

De junggrammatiske opfattelser blev ganske vist bestridt af flere i samtiden, herunder dialektologer og romanske filologer som Hugo Schuchardt og Jules Gilliéron, men kom til at udgøre en væsentlig del af grundlaget for eftertidens sammenlignende sprogvidenskab.

Centralt blandt de tidlige junggrammatiske arbejder står foruden Karl Brugmanns og Berthold Delbrücks sproghistoriske udgivelser Hermann Pauls fastlæggelse af retningens metodiske principper i Prinzipien der Sprachgeschichte (1880).

Den junggrammatiske skole har tillige haft stor betydning for strukturalistisk sprogforskning, bl.a. for Leonard Bloomfield.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig