julerose

Julerose.

.

Julerose, nyserod, Helleborus, planteslægt i ranunkelfamilien med 15-20 arter, hovedsagelig i bjergegne i Central- og Sydeuropa samt Vestasien. Det er kraftige, flerårige urter med store, håndfligede grundblade. Blomsterne er enlige eller få sammen i kvaster, ofte nikkende, og røde, hvide eller grønlige. De har fem store, vedvarende bægerblade, 5-8 mindre kronblade (honningblade) og mange støvdragere; frugten er en flerfoldsfrugt af bælgkapsler. Flere arter og kulturformer dyrkes som stauder i Danmark; de blomstrer tidligt om foråret, undertiden allerede ved juletid.

Alm. julerose, Helleborus niger, med kridhvide blomster og H. dumetorum ssp. atrorubens med purpur blomster kan drives til jul. Påskeklokke, H. orientalis, er sund og derfor velegnet til dyrkning. Juleroser foretrækker en humusrig lerjord. Stinkende nyserod, H. foetidus, og grøn nyserod, H. viridis, ses forvildet i Danmark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig