Kreativt kræmmerhus til juletræet.

.

Julepynt er fast udsmykning i de danske gader fra sent i november til nytår.

.
.

Stjernen i toppen af juletræet symboliserer Betlehemsstjernen. Stjernen genfindes i mange former for julepynt.

.

Julepynt er ting, man pynter hjemmet og juletræet med i julen.

Julestjernen

Stjernen i toppen af juletræet er en påmindelse om Betlehemsstjernen. Matthæus er den eneste af evangelisterne, der nævner denne fødselsstjerne, som de hellige tre konger så som tegn på, at verdens frelser var født (se vismændene fra Østerland).

Den rød-gule, femtakkede papirstjerne med en elektrisk pære i kroppen, julestjernen, hænger i mange vinduer fra og med den 1. december. Den kom ind i den danske jul i 1930'erne fra Sverige, hvor den kaldes adventsstjärnan eller herrnhuterstjärnan.

Pynt

Julepynt klippet i glanspapir og silkepapir dukkede først op i midten af 1800-tallet. Man lavede julestads, hvori der kunne ligge fx rosiner og småkager: julekurve, der lignede hverdagens indkøbskurve, julehjerter, der kunne åbnes, og kræmmerhuse, der blev lavet ligesom de papirtragte, købmanden gav børn bolsjer i.

På de ældste juletræer bestod pynten af glaskugler, kunstfærdige fugle og svævende juleengle, som var importeret fra Nürnberg, såkaldt nürnbergerkram. Inspireret af, at dannebrogsflag blev fast inventar på juletræet, fandt fingernemme folk – for at stimulere nationalfølelsen efter nederlaget i 1864 – på at flette hjerter af rødt og hvidt glanspapir.

H.C. Andersen fortæller om et juletræ, som stod i folkestuen på en herregård: Det var "et stort Grantræ med tændte røde og hvide Lys, smaa Danebrogsflag, udklippede Svaner og Fiskenet af broget Papir fyldte med Godtgodter" (Krøblingen, 1872).

Udklipsark

Fra 1886 kunne man købe dansk producerede udklipsark. Litografen Alfred Jacobsen (1853-1924) fik tidens tegnere til at kreere dem som et bevidst modstykke til de tyske ark, der var trængt ind på det danske julemarked.

De har i højeste grad været med til at præge forestillingen om dansk jul og hele dens tilbehør af nisser, julemænd, julesne og flag. Tegneren Frederik Bramming fandt i 1947 på ordet kravlenisser; på et ark året efter skrev han "Her er de igen – Julens smaa fornøjelige Hyggespredere".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig