judicial review

Judicial review, (eng. 'domstolskontrol'), i angloamerikansk ret det forhold, at en domstol kan foretage prøvelse af underordnede retters og forvaltningsorganers afgørelser.

I amerikansk ret dækker begrebet judicial review desuden den doktrin, ifølge hvilken Højesteret, United States Supreme Court, og de enkelte delstaters højesteretter kan prøve, om en given retslig eller administrativ afgørelse strider mod forfatningen. Denne form for judicial review, som ikke direkte fremgår af den amerikanske forfatning, anvendtes første gang i USA i 1803 i sagen Marbury vs. Madison, hvor Højesteret kendte en lov ugyldig, der var vedtaget i Congress of The United States. Også i dansk ret kan domstolene tage stilling til, om en given lov eller administrativ afgørelse er grundlovsstridig, således blev en lov angående en række Tvindskoler tilsidesat af Højesteret i 1999.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig