jordfygning

Jordfygning, muldflugt, sandflugt, støvstorm, vindens omlejring af markers topjord. En sådan vinderosion kan helt fjerne udsæd eller give store skader, når sandskornene hopper (salterer) over markerne og slider på eller tildækker afgrøder.

Jordfygning indtræffer, når vind af kuling- til stormstyrke rammer en næsten bar og tør overflade, der enten er sandet eller findelt ved markarbejde. Humus og finjord, dvs. korn under 0,1 mm, føres langt bort, og da dette "støv" er næringsrigt, lider marken et vedvarende tab, som ofte ikke kan erstattes ved gødskning. Jordfygning er udbredt på intensivt dyrkede stepper og i klimater med tørtid og kendes især fra det centrale USA; The Dust Bowl er et kendt eksempel.

Fænomenet forekommer også i Danmark, men læhegn har siden 1880'erne reduceret problemet; især har plantningen af ca. 25.000 km tre-rækkede læhegn siden midten af 1970'erne haft stor effekt. Jordfygning er stærkt afhængig af dyrkningssystemet og var 1960-80 ret hyppig i Jylland om foråret, fordi den da udbredte avl af vårbyg medførte mange bare eller nytilsåede marker marts-maj. Siden kravet om 65 % vintergrønne marker blev indført i 1987, er risikoen for jordfygning blevet tydeligt reduceret.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig