jordfinker

Jordfinker. Lille Darwinfinke (Geospiza fuliginosa).

.

Jordfinker, Geospiza, slægt af små til mellemstore spurvefugle (10-15 cm, 8-40 g) med 13 arter på Galápagosøerne.

Jordfinkerne omfatter både jordlevende, frøædende arter og træboende arter, der i højere grad lever af insekter. Næbbet varierer stærkt inden for gruppen, fra kraftige finkenæb hos frøædende arter til tynde, pincetlignende næb hos insektædere. Hunnerne har brunlige farver med striber, hannerne har mere klare farver og er ofte overvejende sorte.

De to arter af kaktusfinker er kendt for at bruge kviste eller kaktustorne til at rage insekter ud fra sprækker og huller.

Jordfinkerne er nærtbeslægtede indbyrdes og menes at være udviklet fra en fælles stamform efter en enkelt koloniseringsepisode, efterfulgt af gentagne artsdannelser ved isolation på forskellige øer i gruppen. Variationen i jordfinkernes næbformer var en vigtig inspirationskilde for Darwin under modningen af hans teori om evolution ved naturlig udvælgelse og har også i ny tid haft betydning for studiet af artsdannelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig