Jordbrugsteknolog, jordbrugsuddannelse, der er en revision af uddannelsen til landbrugstekniker, idet denne i 2000 blev udvidet til at omfatte andre erhvervsområder inden for jordbruget end landbrug. Uddannelsen, der er teoretisk og varer to år, kan søges efter endt uddannelse til faglært landmand, anlægs-, produktions- eller væksthusgartner, skovbruger eller dyreassistent samt af elever med jordbrugsuddannelse fra en teknisk skole eller med studentereksamen uden erhvervsuddannelse. Undervisningen finder sted på Vejlby Landbrugsskole, Tietgenskolen, Dansk Center for Jordbrugsuddannelse samt Selandia. Jordbrugsteknologer beskæftiger sig bl.a. med rådgivning og formidling, produktion og ledelse inden for jordbruget.