alkaliske jordartsmetaller

Alkaliske jordartsmetaller er de seks metalliske grundstoffer, der udgør 2. gruppe i det periodiske system. Gruppen omfatter beryllium, magnesium, calcium, strontium, barium og radium. De danner alle ioner med ladningstallet +2 og er gode elektriske ledere. Mens Be er hårdt og har et højt smeltepunkt, er de øvrige relativt bløde. Metallerne er meget elektropositive og findes ikke frit i naturen, men typisk som carbonater og sulfater. Calcium- og magnesiumforbindelser er meget udbredte, mens de øvrige forekommer sjældnere. Radium er radioaktivt og dannes selv som radioaktivt henfaldsprodukt.

Ordet alkaliske jordarter blev indført før det moderne grundstofbegreb og dækkede over en række forbindelser, der nu beskrives som oxider og hydroxider af de nævnte grundstoffer. Grundstoffernes oxider har egenskaber mellem oxider af alkalimetallerne og af de såkaldte jordarter, det vil sige metaller fra grupperne 3 og 4 i det periodiske system. De alkaliske jordartsmetallers oxider og hydroxider er ligesom alkalimetallernes stærkt basiske, men mere tungtopløselige. Opløsninger af dem optager carbondioxid fra luften, hvorved der dannes uopløselige carbonater.

De alkaliske jordartsmetaller har alle en elektronstruktur med to elektroner i yderste skal. I det rene metal afgives disse, således at metallet består af positive ioner med ladningen +2 og en bevægelig "elektrongas"; det forklarer metallernes gode elektriske ledningsevne.

Humphry Davy fremstillede i 1808 Mg, Ca, Sr og Ba ved elektrolyse. Beryllium fremstilledes i 1828 to forskellige steder af hhv. Friedrich Wöhler og A.A.B. Bussy (1794-1882), mens radium blev isoleret i 1910 af Marie Curie og André Debierne.