Jodling, (afledning af jodle, af tysk jodeln, lydefterlignende ord), universelt brugt ordløs syngemåde med hyppige skift mellem brystleje og falset. De deraf følgende oktavforskydninger resulterer i mange sekst- og septimspring og i et stort toneomfang. I Europa er jodling mest udbredt i Alpeegnene i Schweiz, Østrig og Bayern.