En jeshivah er en institution for jødisk talmudlærdom af forskellig art. De første jeshivot var de rabbinske akademier i landet Israel og i den babyloniske diaspora, som voksede frem efter Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. I disse akademier blev Talmud til.

Faktaboks

Etymologi
Ordet jeshivah er hebraisk 'akademi', i pluralis jeshivot.

I løbet af middelalderen opstod lokale jeshivot, hvor jøder slog sig ned. Kendte talmudskoler fandtes i Spanien, Italien, Frankrig og Tyskland. I takt med forfølgelser og uddrivelser i 1300- og 1400-tallet rykkede skolerne mod syd og øst med en koncentration i Polen og Litauen i 1500-1600-tallet. Massakrer og pogromer lod igen bevægelsen gå mod vest. Holocaust gjorde en ende på jeshivahens historie i Øst- og Centraleuropa.

I dag findes de fleste og vigtigste jeshivot i Israel og USA. De omfatter en broget mængde af sefardiske og ashkenaziske, konservative og progressive institutioner. I mange af dem undervises der i både religiøse og sekulære fag. Også skoler på gymnasieplan kan i dag kaldes jeshivot.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig