jernbaner i udlandet - godstransport

Jernbaner i udlandet - godstransport, Jernbanens betydning for godstransport kan vurderes på flere måder. I de fleste vest- og centraleuropæiske lande er jernbanerne i dag først og fremmest at betragte som passagerbaner, og udviklingen i fx Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien har især koncentreret sig om udvikling af højhastighedsbaner.

Samtidig er efterspørgslen i Europa af banernes massetransportprodukter såsom kul og malm reduceret. Godsmængderne hos Europas baner er derfor stagnerende på trods af en totalt set stigende godsomsætning.

Anderledes er udviklingen gået i fx USA og Australien. Her har banerne, der næsten alle er privatejede, fuldstændig ændret status til at være godsbaner med en smule passagertransport. Godstrafikken afvikles på nogle få hovedstrækninger med meget store, tunge og lange tog.

I Australien fremføres fx malmtog med op til 210 vogne, der transporterer op til 30.000 t pr. tog. Disse over 2 km lange tog trækkes af flere lokomotiver, ofte med fjernstyrede lokomotiver midt i togstammen.

I Sydafrika kører der tog på op til 200 vogne med en last på 16.800 t. Dette skal sammenlignes med, at vægten i europæiske tog normalt ligger fra 500-1000 t pr. tog, bortset fra malmtogene i Nordsverige, som er væsentlig tungere.

I 1980'erne begyndte i USA en udvikling, hvor de store baner koncentrerede sig om hovedstrækningerne og frasolgte sidelinjerne til såkaldte short-lines, der virker som fødebaner for de store selskaber. Disse short-lines drives meget enkelt, men efter danske forhold kan de ikke betragtes som små baner, idet de har en godsomsætning svarende til DSB's.

I Sverige er der sket samme udvikling. Her er etableret en række fødelinjer til de svenske hovedbaner; disse har dog en væsentlig mindre godsomsætning, helt ned til 800 vogne pr. år. En række finansieringsselskaber, især amerikanske, franske og belgiske, er begyndt at opkøbe små lokale baner i Sydamerika, USA og Afrika. Banerne bliver derefter gennemrationaliseret og i reglen videreført som rene godsbaner.

En generel forudsætning for investeringen er, at de nye ejere får monopol på at benytte sporene, en holdning direkte modsat EUs, hvor kravet er, at sporene er åbne for alle selskaber, der opfylder visse sikkerhedsmæssige og økonomiske betingelser.

Betydningen af national dansk godstransport er i dag begrænset, da mængden er forholdsvis beskeden. For udviklingen i Danmark af godstransport på jernbane, se også godstransport.

Læs videre om jernbaneteknik eller læs om Danmarks jernbaner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig