jernbanelæge

Jernbanelæge, alment praktiserende læge, der foruden at have overenskomst med almindelige sygekasser også havde overenskomst med Statsbanepersonalets Sygekasse (oprettet i sidste halvdel af 1800-t.), som omfattede DSB-ansatte i hele Danmark. Landet var inddelt i distrikter med en jernbanelæge i hvert distrikt, der blandt sine patienter således havde stationsforstandere, trafikkontrollører, rangerassistenter etc. bosiddende i distriktet. Da sygekasserne i 1971 blev afløst af sygesikringen, forsvandt denne særlige sygekasse og den tilknyttede stillingsbetegnelse.

Jernbanelægens honorar udgjordes af et fast årligt beløb per sikret i det pågældende distrikt samt frikort til rejser på 1. klasse på alle DSB-strækninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig