Engang i 1100-t. skete der en epokegørende metodeforbedring, der førte til højovnen og friskningsherden. Meget tyder på, at de afgørende skridt blev taget i Västmanland-Dalarna på steder, hvor der var rigeligt med vandkraft. Forudsætningen for at drive en højovn er en kontinuerlig kraftkilde, fx et møllehjul, der kan drive blæsebælgene uden stop i flere måneder. Samtidig skiftede malmen fra at være rødjord til magnetit og hæmatit, som der var rigeligt af i overfladenære gruber. Først senere, da man også havde konstrueret effektive grundvandspumper, kunne man gøre gruberne dybere. Den bedst undersøgte tidlige højovn er Lapphyttan øst for Norberg i Västmanland. Den var i drift ca. 1200-1350 og var omgivet af otte små friskningsherder, hvori højovnens råjern omdannedes til smedejern. Råjern og støbejern var i begyndelsen af forsvindende interesse, det var smedejernet, der var efterspørgsel på. Men med krudtets opfindelse blev der også brug for kugler og kanoner af støbejern (ca. 1400), og noget senere, fra ca. 1500, fandt støbejernet tillige almindelig anvendelse til bilæggerovne, ildbukke og gryder.
Den svenske jernindustri voksede sig med tiden meget stærk. I mange hundrede år var hovedproduktet smedejern, der solgtes i form af fingerstore stykker, de såkaldte osmund. Ifølge privilegierne skulle der gå 24 osmund på et lispund (ca. 8 kg), hvilket betød at den enkelte osmund kunne variere noget i vægt, men gennemsnitlig vejede 300 g. Osmunderne pakkedes i fade med 480 stykker, som under kontrol eksporteredes fra Stockholm til Danzig, Lübeck, København, Holland og England.
Omkring 1550 var jernhåndteringen blevet så mekaniseret, at man med vanddrevne hamre kunne smede jernet ud i lange stænger. Hermed forsvandt osmunderne langsomt og erstattedes af stangjern, 3-4 m lange stænger med en vægt på 18-22 kg. I udskibningsstæderne fortsatte den strenge kontrol, så alt stangjern skulle være mærket med producentens stempel. Stangjern var udgangspunkt for alt smedearbejde, fra hestesko, søm, låse og nøgler til gitre, hjulbandager (jernringe til vognhjul), værktøj og våben.
Før 1900 var alt smedejern ulegeret og indeholdt normalt mindre end 0,02% silicium og 0,02% mangan, men der kunne være ca. 0,1% kulstof og fosfor, og der var normalt mange slaggeinklusioner. Smeden arbejdede altid med glødende jern. Kolddeformation var undtagelsen og ilde set: "Fanden tager syv koldsmede hver nytårsaften". Denne holdning kan meget vel skyldes de dårlige erfaringer, man havde med at hamre på koldt jern; på grund af det hyppige, men uforudsigelige, fosforindhold kunne jernet pludselig brække — det var koldskørt.
Sverige havde omkring 1750 300 højovne i drift og indtog en ledende stilling på Europas jernmarked, hvilket også kom til udtryk i to store værker om jernet og jernteknologien af Swedenborg (1723) og S. Rinman (1782). De svenske producenter sluttede sig sammen i "Jernkontoret", den ældste organisation af sin slags; den kunne i 1997 fejre sit 250 års jubilæum.
Den jyske jernproduktion ophørte omkring 1600, men Christian 4. støttede væksten i den norske jernindustri ved at udstede privilegier til højovnene i Fossum (1625), Bærum og Eidsvoll. I 1700-t., da det gik bedst, var der ca. 20 højovne i drift, de fleste på sydvestsiden af Oslo Fjord, hvorfra stangjern og støbegods (fx ovne) blev leveret til Danmark. Kendte jernværker var Fritzøe, Nes, Bærum og Ulefoss. Flertallet af hærens og flådens kanoner og kugler blev støbt på Moss og på Fritzøes jernværker. Grundlaget var en række små, men velegnede magnetitforekomster langs Oslo Fjord.
I Mellem- og Sydeuropa fortsatte man længe med varianter af den direkte blæsterovnsteknik (rendeovne, stykovne og catalanske ovne), men i 1500-t. blev højovnen også almindelig i disse områder. Det er dog karakteristisk, at Agricola i sit berømte værk De re metallica (1556) endnu ikke omtalte højovnen. I 1645 byggedes den første højovn i Nordamerika, i Saugus, Massachusetts, og snart opstod der mange andre, især i Pennsylvania. Så godt som alle højovne i såvel Amerika som Europa blev drevet med trækul som brændsel indtil 1870'erne. I Sverige fortsatte man endog til omkring 1960 med trækulshøjovne.
Undtagelsen var England, som med et skovareal på kun 6% (1700) havde store vanskeligheder med at forsyne sig selv med brændsel og tømmer. Man eksperimenterede med stenkul, men med utilfredsstillende resultat, indtil det lykkedes for Darby at fremstille brugbart, svovlfattigt råjern ved at chargere højovnen med koks i stedet for med stenkul.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.