japansk matematik

Japansk matematik, er oprindelig afledt af den kinesiske. I 500-800-t. importeredes en del kinesiske matematiske skrifter, som brugtes i embedssystemet uden at give anledning til selvstændig bearbejdning.

Omkring 1600 gav import af nye kinesiske arbejder i forbindelse med en opblomstrende handelsøkonomi anledning til skabelsen af wasan, "japansk regning", en virtuos overbygning på den praktiske regning, som bl.a. kom til at omfatte en selvstændigt udviklet symbolalgebra og rækkeudviklinger til brug i geometrisk beregning, fx π med 41 korrekte decimaler. Wasanmestrene interesserede sig ikke for egentlige beviser, og bortset fra lidt kalenderberegning blev wasan aldrig anvendt i praksis. Da den europæisk-amerikanske trussel viste sig omkring 1850, besluttedes det derfor at importere "vestlig" matematik, først til militær brug alene, men efter Meijirestaurationen med bredt sigte. Se også kinesisk matematik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig