japansk filologi

Japansk filologi er en videnskabsgren, som beskæftiger sig med tekstbaserede studier af japansk sprog. Den japanske filologi har sit udspring allerede i Heianperioden (795-1185), da tempelmunkene og adelen brugte deres viden om sanskrit og kinesisk i deres produktion af ordbøger og poetikker.

I sidste halvdel af 1500-tallet begyndte portugisiske og spanske munke som de første vesterlændinge at studere det japanske sprog, men disse studier måtte ophøre, da Japan i begyndelsen af 1600-tallet lukkede af for omverdenen.

Systematiske studier af japansk blev udviklet af kokugaku -bevægelsen 'bevægelsen for national lærdom' i Edo-perioden (1603-1868). Som reaktion mod kongfuzianismens og buddhismens dominerende indflydelse på japansk åndsliv baserede bevægelsens sprogforskere studierne på Japans klassiske litterære værker og anvendte dem som grundlag for deres sprogbeskrivelser. Formålet var for mange af dem at føre bevis for, at Japan havde en mindst lige så ærværdig sproglig og litterær tradition som Kina og Indien. Motoori Norinaga og mange af hans efterfølgere så det japanske sprogs struktur og de klassiske tekster som udtryk for shintoismens inderste væsen. Trods denne tendens til sprogmystik producerede mange af kokugaku-forskerne særdeles originale og indsigtsfulde sprogbeskrivelser specielt med hensyn til bestemmelse af ordklasserne i japansk.

I Meijiperioden (1868-1912) koncentrerede sprogforskerne sig efter europæisk påvirkning om det japanske sprogs historie og mulige slægtskab med andre asiatiske sprog. Også dialektstudier og studier af japansk fonologi tog fart i denne periode. I slutningen af 1800-tallet blev studiet af japansk genoptaget af vestlige sprogforskere, og forskningen i det japanske sprog foregår nu stadig oftere i et frugtbart samarbejde mellem indfødte og udenlandske forskere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig