janitsharmusik

Janitsharmusik, en type militærmusik, der udførtes af tyrkiske janitsharorkestre (se janitshar) på pauker, trommer, bækkener og skingre blæseinstrumenter. Under betegnelsen "tyrkisk musik" var genren populær i 1700-t. frem til 1850 som eksotisk kolorit i europæisk kunstmusik.

I operaen optræder janitsharmusik bl.a. hos Gluck i Le cadi dupé (Den bedragne kadi, 1761) og Les pélerins de la Mecque (Pilgrimmene fra Mekka, 1764), hos Haydn i L'incontro improvviso (Det uventede møde, 1775), hos Mozart i Bortførelsen fra seraillet, hos Carl Maria von Weber i Abu Hassan (1811) og hos Rossini i L'Italiana in Algeri og Il turco in Italia.

I instrumentalmusikken er der tydelig inspiration af janitsharmusik i Haydn- symfonierne nr. 63, 69 og 100 (komponeret mellem 1775 og 1794), i Mozarts violinkoncert i A-dur, K 219 (1775) og rondoen alla turca i klaversonaten i A-dur, K 331 (1778-83), i Beethovens orkesterværk Wellingtons sejr (1813) og finalen af symfoni nr. 9 (1824) samt i Rossinis Wilhelm Tell-ouverture (1829).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig