itinerarium

Itinerarium, vejbog med angivelse af stationer og deres indbyrdes afstand. Det ældste bevarede er Itinerarium Antonini fra begyndelsen af 200-t. e.Kr. Det er en oversigt over vejforløbet i Romerriget med angivelse af afstanden til Rom. Itinerarium Burdigalense er en beskrivelse af ruten fra Burdigala (nuv. Bordeaux) til Jerusalem; det dateres til 333 e.Kr. og var udarbejdet til brug for pilgrimme til Det Hellige Land. Tabula Peutingeriana, der er opkaldt efter Konrad Peutinger, som fandt værket i 1500-t., minder om et kort, men er snarere en skematisk oversigt over vejforløbet i 200-300-t. Det er udformet som en 35 cm bred og 6,5 m lang bogrulle, hvorpå er vist ikke kun afstande mellem stationer, men også naturforhold, fx floder og bjerge, samt byer. Endvidere er angivet kroer (mansiones) og skiftesteder for trækdyr (mutationes).

Faktaboks

etymologi:
Ordet itinerarie er middellatin 'rejsebeskrivelse', af iter 'vej, rejse'.

Også fra middelalderen kendes itinerarier skrevet på latin eller nationalsprogene; disse var beregnet for pilgrimme og andre rejsende til de mest besøgte valfartssteder, fx Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela. De angav afstande på pilgrimsruten og muligheder for overnatning, fx i klostre, samt de vigtigste helligsteder og relikvier undervejs. Det ældste bevarede itinerarium fra Norden stammer fra 1154-59 og angiver vejen fra Island til Jerusalem.

Se også rejsebeskrivelser og rejsebøger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig