isolationsmaterialer

Isolationsmaterialer, materialer, der anvendes til at holde ledere med spænding elektrisk adskilt fra både omgivelserne og andre ledere med anden elektrisk spænding. Foruden stor elektrisk modstandsdygtighed kræves, at materialet skal kunne modstå høj temperatur, have god ældningsstabilitet og ikke være gennemtrængeligt for vand. Isolation dimensioneres til at modstå væsentlige overspændinger.

Til isolering af ledninger anvendtes tidligere hovedsagelig naturgummi, som har god isolationsevne, men nedbrydes af sollys og luft, så det bliver sprødt. Det er derfor erstattet af kunstgummi, der er fællesbetegnelse for en række syntetiske stoffer, fx ethylen-propylengummi og kloroprengummi. Kunstgummi anvendes specielt, hvor der stilles store krav til smidighed.

Siden slutningen af 1950'erne har der til isolation af ledninger hovedsagelig været anvendt PVC (polyvinylklorid). Ved valg af PVC-blandingernes sammensætning og arten af blødgøringsmidler kan egenskaberne i vid udstrækning tilpasses kravene til forskellige anvendelsesområder. Det gælder egenskaber som hårdhed, brudstyrke og forlængelse, ældnings- og vejrbestandighed samt elektriske egenskaber. PVC kan brænde, så længe ilden næres udefra, men er selvslukkende i den forstand, at ilden går ud, når flammen fjernes. Ved brand udvikles hydrogenklorid, som er sundhedsskadeligt, og som med luftens fugtighed danner saltsyre, der kan forårsage korrosionsskader. Af hensyn til miljøet er der i begyndelsen af 1990'erne udviklet isolationsmaterialer til ledninger, der ikke indeholder halogener, og hvor blødgøringsmidlet ikke indeholder tungmetaller.

PVCs elektriske egenskaber er gode ved lavspænding, men ved højspænding bliver varmeudviklingen i materialet for stor. Til højspændingskabler anvendes i stedet PEX, tværbundet polyethylen, der har små dielektriske tab. PEX har den ulempe, at det er brændbart og smelter ved forbrænding, således at der dannes brændende dråber.

Isolationsmaterialer til elektriske apparater var tidligere ofte af porcelæn, der kan fremstilles i ensartet kvalitet, hvad angår isolation og styrke. Porcelæn er dog skørt og desuden vanskeligt at fremstille i nøjagtige mål. En bedre formnøjagtighed kan opnås med termohærdede materialer, fx bakelit, der fortrinsvis består af kunstharpiks. Til mange formål anvendes nu termoplastiske materialer, der ofte kendetegnes ved forstavelsen plast-.

Isolationsmodstanden af materialer kan bestemmes med et isolationsprøveapparat, ofte kaldet en Megger efter et tidligere meget anvendt fabrikatnavn. Apparatet giver en jævnspænding på 500-1000 V og en strøm på 1 mA. Med den høje spænding afsløres svage punkter i isolationen, som ikke kan påvises med et almindeligt ohmmeter. Vedr. bygningsmaterialer, se isolering.