ironi

Ironi, udtryksform, hvor man med tilsigtet komisk eller spottende effekt siger det modsatte af, hvad man mener. Muligheden for ironisk at nedgøre andre (og sig selv) er bestemmende for begrebets funktion i antikken.

I den klassiske retorik er den talende ironisk, når en nedsættende vurdering udtrykkes i lovprisende vendinger. I den græske komedie er "ironiker" betegnelsen for en skikkelse, der gør sig mere ydmyg og laverestående, end han er.

Når filosoffen Sokrates er berømt som ironiker, er det netop som den vidende, der stiller sig uvidende an over for samtalepartneren.

Den sokratiske ironi har dog den opbyggelige pointe, at den skal lede den anden til at tvivle på sin egen viden og dermed bane vejen for en ægte undersøgelse og forståelse af det spørgsmål, der diskuteres.

I slutningen af 1700-tallet fik begrebet en ny betydning. Den romantiske bevægelse i Tyskland anså ironi for et princip for al digtning. Ironiens distance er en model for digterens absolutte frihed såvel over for den faktiske virkelighed som over for sig selv.

Men den er tillige en model for den permanente forskel mellem sproget som udtryksmiddel og den virkelighed, som digtningen stræber efter at gøre nærværende. Her svarer ironibegrebets rolle til fragmentets centrale position i samme epokes kunstsyn (se fragment): Også i fragmentet kommer betydningen snarere fra det usagte end fra det sagte.

Både den sokratiske og den romantiske ironi diskuteres af Søren Kierkegaard i hans afhandling Om Begrebet Ironi (1841). I Sokrates finder Kierkegaard et forbillede for den "indirekte meddelelse", som bliver formen for den pseudonyme del af hans eget forfatterskab, der vil "bedrage" sin læser ind i kristendommen.

Romantikkens ironibegreb behandler han derimod overvejende kritisk. I overensstemmelse med G.W.F. Hegels holdning fordømmes det romantiske kunstsyn som opløsende for enhver forpligtende virkelighedsforståelse.

Mange, heriblandt Kierkegaard, har stillet ironi i kontrast til humor, og det er i reglen sket på ironiens bekostning. Humoren sættes højest på grund af dens mere forsonlige præg.

Hvis ironiens latter er intellektuel, er det humoren, der udløser den hjertelige latter. Af samme grund foretrak forfatteren Thomas Mann, der ellers havde ord for at være "den ironiske tysker", rimeligt nok at blive værdsat for humoren i sine værker.

I 1900-tallets sidste årtier opnåede ironien status som et af den aktuelle tidsånds nøglebegreber. Denne status beror navnlig på ironiens distance til det bogstavelige, som den synes at opløse i et spil med ord.

En del af nutidens intellektuelle bekender sig til ironien og vægrer sig ved at blive kaldt til alvor, fordi de ikke tror på et grundlæggende sprog af bogstavelige betydninger. Således fx i værker af forfatteren Umberto Eco og filosoffen Richard Rorty, hvor stikordet ironi dækker en oplyst, liberal indstilling i kontrast til filosofisk eller religiøs fundamentalisme.