Interpolation betyder indskud eller ændringer i ældre tekster; i matematik en tilnærmelse af funktionsværdier mellem givne værdier, se interpolation.

Faktaboks

Etymologi
Ordet interpolation kommer af latin interpolatio, af interpolare 'friske op', heraf betydningen 'indføje noget nyt, forvanske', af inter- og måske afledning af polire 'polere'.

Inden for fx romerretsforskningen har afdækningen af formodede interpolationer i Justinians Corpus juris civilis spillet en vigtig rolle i et forsøg på at skelne mellem forskellige lag i teksten. I modsætning til forskningen i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet er moderne romerretsforskning tilbageholdende mht. at antage, at en interpolation foreligger.

På tilsvarende måde er der i antikke tragedier passager, som kan opfattes som interpolationer stammende fra skuespillere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig