Internationalt lovsamarbejde er samarbejde i internationale organisationer med det formål at skabe ensartede nationale regler. De vigtigste organisationer er EU, FN, herunder FN's Kommission for International Handelsret, UNCITRAL, Det Internationale Institut for Harmonisering af Privatret, UNIDROIT, Haagerkonferencen for International Privatret (se Haagkonventionerne) og Europarådets Komité for Juridisk Samarbejde, som har til formål at modernisere og harmonisere lovgivning og retspolitik inden for privatret, handelsret og forvaltningsret. Det gøres navnlig med konventioner, som medlemsstaterne i Europarådet kan tiltræde, og anbefalinger, hvori der udstikkes retningslinjer for eventuel kommende lovgivning. I EU anvendes forordninger og direktiver, hvor forordninger gælder direkte og umiddelbart i medlemslandene. I Norden foregår der også et betydeligt lovsamarbejde både ved konventioner og fælles love, se nordisk lovsamarbejde.