internationale kapitalbevægelser

Internationale kapitalbevægelser, kapitalbevægelser mellem lande. Internationale kapitalbevægelser opstår, når virksomheder, enkeltpersoner eller offentlige myndigheder i ét land, det kapitaleksporterende land, yder lån til eller køber aktiver af valutaindlændinge i et andet land, det kapitalimporterende land. Internationale kapitalbevægelser kan antage flere former, fx direkte investeringer, dvs. oprettelse eller køb af virksomheder i udlandet, porteføljeinvesteringer, dvs. køb af værdipapirer, og korte kapitalbevægelser, som overvejende består af indskud i udenlandske pengeinstitutter.

Et land, som er nettoeksportør af kapital, vil normalt have et overskud på sine løbende betalinger over for udlandet, om end kapitaleksporten en overgang også kan finansieres af et fald i landets valutareserver. Internationale kapitalbevægelser udligner samtidig forskellen mellem indenlandsk opsparing og investering og mindsker derved behovet for stadige justeringer i den økonomiske politik med henblik på at holde denne forskel inden for de snævrere grænser for handlefriheden, som valutareservernes størrelse sætter.

Internationale kapitalbevægelser i form af direkte investeringer eller handel med værdipapirer antages normalt at være velfærdsforøgende for både det importerende og det eksporterende land. Det importerende land får mulighed for at udbygge sit kapitalapparat hurtigere gennem adgangen til at låne på internationale finansielle markeder, mens investorerne i det kapitaleksporterende land får et højere afkast, end de ville have kunnet opnå ved at investere i hjemlandet. Det er dog sandsynligt, at nogle grupper i begge lande vil opleve virkningerne af kapitalbevægelserne mere negativt; investorer i det kapitalimporterende land vil se afkastet i indlandet vige, mens beskæftigelsen i det kapitaleksporterende land i al fald en overgang kan vige. Frie internationale kapitalbevægelser kan derfor kræve omfordelinger i indlandet, før alle ser dem som et fremskridt. Mere tvivlsomme er velfærdseffekterne af korte kapitalbevægelser, som ofte er begrundet i udsigten til gevinster gennem svingninger i valutakurserne. Fra et internationalt synspunkt kan også disse former for kapitalbevægelser have positive aspekter, i det omfang de tilskynder til en højere grad af koordination af den økonomiske politik over landegrænserne og belønner lande, der fører en troværdig og langsigtet politik.

De internationale kapitalbevægelser er op igennem 1990'erne vokset stærkt som en meget dynamisk del af den økonomiske globalisering. Over 95% af den daglige omsætning på de internationale valutamarkeder kan i denne periode henføres til finansielle transaktioner, der er vokset langt hurtigere end verdenshandelen igennem de seneste tre årtier. De internationale kapitalbevægelser er herved på kort sigt dominerende i bestemmelsen af valutakurserne.

Industrilandene står for størsteparten af udbud og efterspørgsel efter finansielle midler, og USA er den største importør af kapital. Østeuropæiske lande og nyindustrialiserede eller kapitalrige lande i Asien, Latinamerika og Mellemøsten udgør emerging markets, markeder opstået ved en liberalisering af kapitalbevægelser. Det internationale finansielle marked er meget svingningspræget, idet der har været finansielle kriser i 1997-98 i Østasien og Rusland. En række lande er hjulpet ud af disse kriser ved egne reformer og støtte fra IMF. Dette har ført til diskussioner om en bedre overvågning og bedre instrumenter til regulering. Kritikken har især været rettet mod den for hastige liberalisering af de korte kapitalbevægelser uden finansielle institutioner til at håndtere dem. Resultatet har bl.a. været, at udviklingen af internationale og nationale institutioner for regulering og stabilisering af kapitalbevægelser er blevet sat højt på dagsordenen i de internationale organisationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig