Internationale floder er vandløb, der gennemstrømmer og dermed udgør en del af flere staters territorium. Den enkelte bredstats suveræne beherskelse af sit flodterritorium blev i løbet af 1800-tallet afløst af en voksende anerkendelse af alle bredstaters og senere også andre staters ret til sejlads ad floderne, dog uden at det førte til et almindeligt anerkendt folkeretligt princip. Det øgede behov for regulering af international trafik samt bredstaternes interesse i energiudnyttelse, miljøbeskyttelse m.m. førte imidlertid til en række individuelle traktatfæstede arrangementer, der efter de to verdenskrige blev revideret og fornyet, se Donau og Rhinen.

FN's Havretskonvention af 1982 tilsikrer endvidere i princippet indlandsstater i almindelighed adgang til havet gennem transitfrihed med alle transportmidler. Det forudsættes dog, at der indgås konkrete aftaler mellem de pågældende stater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig