International strafferet, den del af den nationale strafferet, som vedrører landets strafferetlige jurisdiktion, dvs. hvilke lovovertrædelser der skal straffes efter loven og ved rettergang i det pågældende land. De danske internationale strafferetlige bestemmelser angiver, hvilke lovovertrædelser der kan straffes efter dansk straffelovgivning og ved dansk domstol, når de er begået i et andet land.

Bestemmelserne om strafferetlig jurisdiktion er baseret på visse alment accepterede principper, hvoraf de fleste forudsætter, at der findes en forbindelse mellem på den ene side det land, hvori straffesagen gennemføres, og på den anden side lovovertrædelsen, gerningsmanden og offeret. I visse tilfælde gives der ret til jurisdiktion, uden at en sådan forbindelse foreligger, fx ved krigsforbrydelser, som kan straffes i alle lande, uanset hvor og af hvem de er begået.

Til international strafferet kan endvidere henregnes dels bestemmelser om udlevering af lovovertrædere til retsforfølgning i det land, hvor forbrydelsen blev begået, dels andre former for mellemstatslig retshjælp i straffesager.

International strafferet anvendes derudover som betegnelse for den del af folkeretten, der omhandler lovovertrædelser, herunder bestemmelserne om straffeproces ved internationale domstole; således er fx de folkeretlige bestemmelser om forbrydelser mod menneskeheden en del af international strafferet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig