interaktiv musik

Interaktiv musik, bygger på computerens muligheder for at kontrollere afviklingen af et musikværk i den konkrete opførelsessituation. Computeren overvåger musikeren og træffer valg ud fra dennes spil. Interaktionen kan foregå via MIDI og/eller via en direkte og samtidig transformation af lyd på en specielt udviklet computer, computermusik. Musikalsk er interaktiv musik en videreførelse af 1960'ernes "åbne form".

Det klassiske værkbegreb udvides inden for den interaktive musik, dels ved at musikken ikke har en fast form, men komponeres af computeren og den udøvende, mens værket spilles, dels ved at værket ikke nødvendigvis er afgrænset i tid (fx ved musikalske installationer). Den interaktive musiks væsentligste problemer består i at opnå en tilstrækkelig fintmasket information og i at få computeren til at kunne etablere en kunstig forståelse af, hvilke hændelser den indkomne datastrøm repræsenterer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig