Inkorporation er en indarbejdning i national ret af en folkeretlig forpligtelse, som en stat har påtaget sig. Den nationale lovgivning vil i Danmark normalt blive omskrevet, således at den bringes i overensstemmelse med det folkeretlige krav, fx kravet om, at racistiske udsagn gøres strafbare. I visse andre tilfælde sker inkorporeringen gennem en henvisning i den nationale ret til den folkeretlige forpligtelse, hvilket fx skete ved den danske lov af 11. oktober 1972 om tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og inkorporering af traktatkomplekset om dem (med senere ændringer), samt Lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Faktaboks

Etymologi
Ordet inkorporation kommer af middellatin incorporatio, afledning af latin incorporare 'indføje, indlemme (i et legeme)', af in- og afledning af corpus 'legeme'.

I nogle staters forfatninger, bl.a. USA's, Frankrigs og Hollands, findes bestemmelser, der automatisk inkorporerer traktater, så snart de er behørigt ratificeret af staten; den danske grundlov indeholder ingen sådan bestemmelse. En stat er ifølge folkeretten forpligtet til at sikre opfyldelsen af sine internationale forpligtelser, uanset hvorledes den vælger at inkorporere forpligtelserne i den nationale ret.

Inkorporation bruges også om ejendoms overgang fra en kirkelig institution til en anden; se inkorporation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig