ingeniørtjeneste

Artikelstart

Ingeniørtjeneste, militær virksomhed, der især har til formål at fremme mobiliteten ved egne enheder, hæmme fjendens mobilitet og forbedre egne overlevelsesmuligheder.

Mobilitetsfremmende foranstaltninger skal lette egne styrkers bevægelser og dermed skabe størst mulig manøvrefrihed. Foranstaltningerne kan omfatte rydning af alle former for hindringer, vedligeholdelse og retablering af eksisterende veje og broer, bygning af feltmæssige veje og broer, etablering af vadesteder, afgravning af skrænter og indsættelse af diverse overgangsmateriel som både, spange, færger og broer ved passage af vandløb.

Mobilitetshæmmende foranstaltninger har til formål at standse, sinke eller opdele fjendens styrker. Arbejderne omfatter enhver form for hindring, fx udlægning af minefelter, ødelæggelse af veje, broer, jernbaner, havne og lufthavne ved sprængning, udførelse af pansergrave, oversvømmelser, forhug og pigtrådsspærringer.

Overlevelsesforanstaltninger har til formål at beskytte personel, våben, materiel og forsyninger; de omfatter udførelse af feltbefæstningsarbejder, forstærkning af bygninger, udførelse af slørings- og vildledningsarbejder samt beskyttelse mod virkningerne af ABC-våben.

Andre ingeniøropgaver kan omfatte ammunitionsrydning (bortskaffelse af forsagere), vedligeholdelse af infrastrukturinstallationer, brandbekæmpelse, anvendelse af røg samt etablering af feltflyvepladser.

Ingeniørtjenestens forskellige opgaver løses af alle militære enheder inden for de rammer, som fastsættes af materiel- og uddannelsesmæssige forhold; større ingeniøropgaver løses af egentlige ingeniørenheder, der har ingeniørtjeneste som hovedopgave og er udrustet med moderne bromateriel, mineudlægnings- og rydningsmateriel, ingeniørmaskiner og ingeniørammunition af enhver art. Ingeniørenheder er formeret i kompagnier og bataljoner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig