En inflationsmålsætning er en pengepolitisk strategi, hvor en centralbank forpligter sig til at forsøge at opretholde et bestemt inflationsniveau, f.eks. 1-3 % årligt. New Zealands centralbank indførte som den første i verden et inflationsmål i 1990. Siden har strategien bredt sig så de fleste centralbanker i OECD-landene i dag følger en inflationsmålsætning.

Faktaboks

Også kendt som

inflationsmål, (engelsk) inflation target

Baggrund

Også inden 1990’erne forsøgte centralbanker at påvirke prisudviklingen via deres pengepolitik. Det skete imidlertid mere indirekte, f.eks. ved en guldstandard eller via en målsætning for udviklingen i pengemængden. For nogle landes vedkommende, bl.a. Danmark, førte man fastkurspolitik, som vil medføre at inflationsudviklingen bliver ensartet i forhold til det område man fører fastkurspolitik i forhold til. For mange lande fungerede disse strategier imidlertid ikke tilfredsstillende i det lange løb.

Virkemåde

En inflationsmålsætning indebærer at centralbanken aktivt indretter sin pengepolitik på at opretholde inflationen enten tæt på et bestemt niveau eller indenfor et på forhånd offentligt fastsat interval. Det sker ved at hæve eller sænke den pengepolitiske rente og derved påvirke efterspørgslen og aktivitetsniveauet. At styre efter et inflationsmål kræver derfor at centralbanken følger nøje med i den generelle økonomiske udvikling for at kunne vurdere hvilket renteniveau der er passende i situationen.

Inflationsmålet er normalt formuleret for inflationen på mellemlang sigt (2-3 år ud i fremtiden). Man skelner mellem et strengt og et fleksibelt inflationsmål. I praksis følger alle centralbanker den fleksible udgave hvor afvigelser fra målet ikke nødvendigvis søges elimineret hurtigst muligt, men over et vist tidsrum. Dermed kan centralbanken også i sin pengepolitik tage hensyn til beskæftigelse og aktivitetsniveau.

Et afgørende element i et inflationsmål er at det opfattes som troværdigt af de økonomiske aktører så der er generel tillid til at den fremtidige inflation vil stemme overens med målet. Dermed tjener målsætningen til at forankre inflationsforventningerne. Da inflationsforventninger i høj grad vil være selvopfyldende, letter det centralbankens opgave betydeligt. Tydelig kommunikation om centralbankens vurderinger af inflationsudviklingen og baggrunden for dens renteændringer for at skabe større gennemskuelighed og derigennem tillid til den førte pengepolitik er derfor en vigtig del af den samlede strategi under et inflationsmål.

Udbredelse

I 1990 indførte New Zealand som det første land i verden en officiel inflationsmålsætning, mens Canada fulgte trop året efter. I september 1992 blev Storbritannien tvunget til at forlade det europæiske fastkurssamarbejde da man ikke kunne opretholde valutakursen overfor D-marken, og landet lod derefter pundet flyde frit og overgik til et inflationsmål. Australien og Sverige indførte officielle inflationsmålsætninger i 1993, og siden er mange andre lande fulgt efter. 41 lande førte ifølge Den Internationale Valutafond IMF pengepolitik efter en inflationsmålsætning i 2018, heriblandt udover de allerede nævnte Norge, Island, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Japan og Indien. Dertil kommer centralbankerne i USA og euroområdet som begge normalt anses for de facto at følge et inflationsmål selvom deres pengepolitiske strategi ikke officielt betegnes sådan.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig