inertinavigation

Inertinavigation, elektronisk navigationsprincip, som gør det muligt for et fartøj at navigere helt uden kontakt med omverdenen; anvendes i interkontinentalflyvning, undervandsbåde, løfteraketter og missiler.

Et inertinavigationssystem består principielt af en kardansk ophængt platform med to eller tre gyroskoper (i dag ofte lasergyroskoper uden bevægelige dele) og tre accelerometre sammen med en computer. Gyroskoperne definerer tre faste referenceretninger i rummet uafhængigt af fartøjets kurs, og med accelerometrene måles accelerationen i disse retninger. Fartøjets hastighedsændring i et lille tidsrum Δt er lig med accelerationen gange Δt, og dets positionsændring i samme tidsrum er lig den øjeblikkelige hastighed gange Δt. Computeren kan således løbende beregne, hvor langt fartøjet har bevæget sig fra udgangspunktet i hver af de tre retninger. Selv små fejl i accelerationsmålingerne kan over længere tid medføre store akkumulerede fejl i positionsbestemmelsen, hvorfor der stilles store krav til præcisionen af instrumenterne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig