Industriel design, begreb, der knytter fænomenerne industri og design sammen. Almindeligvis refererer det til moderne design og masseproduktion, og normalt tænkes der på design i 1900-t., fordi industriel design og den industrielle designer først blev defineret i 1920'erne i USA. Ikke desto mindre har begrebet en historie, som strækker sig længere tilbage end år 1900.
industriel design
1750-1850
Industriel design opstod i forbindelse med den industrielle revolution i sidste halvdel af 1700-t. i England, og ca. 1750 blev den selvstændige metier som designer en realitet. Det skete, da stengods- og fajancefabrikanten Josiah Wedgwood indså nødvendigheden af at adskille arbejdsfunktionerne i produktionen af porcelænsartikler og opsplittede produktionen i flere specialiserede arbejdsprocesser med det formål at ensarte de færdige artikler.
Standardiseringen eliminerede uhensigtsmæssig påvirkning fra den enkelte arbejder. Den nye arbejdsdeling medførte tillige, at der kunne ansættes ikke-specialiseret arbejdskraft til en del funktioner, fordi de enkelte arbejdsområder på forhånd var defineret.
Designerens rolle blev at finde løsninger på produktionsmæssige og økonomiske problemer vedrørende form, der egnede sig til rationel industriproduktion, og dekoration, der kunne tilfredstille et publikum med variabel smag.
1850-1915
Ca. 1850 var industrialiseringen tilstrækkelig betydningsfuld til, at man var opmærksom på både kvalitetsnivellering af de færdige produkter og på fabrikkernes ofte umenneskelige arbejdsvilkår, som var en af konsekvenserne af den industrielle produktionsform.
Reaktionen udmøntede sig i Arts and Crafts-bevægelsen med John Ruskin og William Morris i spidsen, ifølge hvilke håndværket skulle prioriteres. Bevægelsen fik større betydning for designbevægelser i 1800- og 1900-t. end for den industrielle produktion af design. Det skyldtes især, at Arts and Crafts-idealerne var for kostbare og i uoverensstemmelse med ét af bevægelsens hovedformål: at demokratisere design og gøre det tilgængeligt for et bredt publikum.
Parallelt med de antiindustrielle strømninger var der initiativer til standardisering af design med henblik på industriel produktion. Et eksempel er Peter Behrens, som var tilknyttet Deutscher Werkbund, der blev stiftet i 1907 med det formål at optimere kvaliteten af hånd- og industrielt fremstillede produkter i Tyskland. Behrens designede logoer, brochurer, lamper og andre brugsgenstande.
Ikke mindst hans tekander fra 1908 er eksempler på, hvordan det lykkedes med standardiserede former at opnå et produkt, der både imødekom krav fra produktion og fra publikum. De var udformet i tre forskellige former, med to forskellige låg, hank og tud samt i tre forskellige materialer, som kunne kombineres i mere end 80 variationer, hvoraf ca. 30 kom i produktion.
Bauhausskolen
Bauhausskolen blev dannet af Walter Gropius i 1919 i Weimar, hvor den forblev indtil 1925. Derefter flyttede den til Dessau, hvorefter den flyttede til Berlin i 1932 indtil sin lukning i 1933. Dens primære formål var at fastholde forbindelsen mellem kunstnerisk aktivitet og produktion, og hovedinspirationen blev hentet hos John Ruskin og William Morris samt hos Henry van de Velde. Gropius var inspireret af middelalderen; det gav sig bl.a. udslag i mesterlæreprincippet, som blev efterlevet i Bauhaus' første år.
Fra begyndelsen af 1920'erne blev skolen mere orienteret mod industriel produktion, og fra perioden kendes design af Marianne Brandt, fx askebæger (1924) og the- og kaffesæt (1924), og af Wilhelm Wagenfeld, der sammen med K.J. Jucker designede den berømte bordlampe (1923-24), der stadig er i produktion.
USA
Til forskel fra Europa udviklede industrien i USA sig uafhængigt af den aristokratiske og konservative kulturarv, der til en vis grad hæmmede den industrielle design i Europa. Det betød, at der i USA opstod en frihed i kreativiteten af de industrielle produkter. Første skud på stammen er Henry Fords T-model fra 1907, der er et af de tidligste eksempler på samlebåndsproduktion. Fords utopi var, at T-modellen skulle kunne sælges i sin oprindelige form til enhver tid; dens dalende salg i løbet af 1920'erne fik ham dog til at indse nødvendigheden af en fornyelse af designet.
Dette blev grundlaget for design af look frem for design af hele produkter, og den efterfølgende periode kendetegnes ved, at et produkts funktionelle formåen ikke længere var tilstrækkeligt til at sælge det. Samtidig blev også packaging nødvendig for produkters markedsføring. Norman Bel Geddes (1893-1958), Henry Dreyfuss, Walter Dorwin Teague (1883-1960) og især den franskfødte designer Raymond Loewy blev vigtige eksponenter for denne udvikling, idet de som designere forstod at gøre et produkt mere kommercielt attraktivt. Af produkter kan nævnes Loewys køleskab (1935), Dreyfuss' telefon for telefonselskabet Bell (1933) samt Teagues kameraer for Kodak (1927-60).
Efter 2. Verdenskrig ses en særlig udvikling inden for industriel design i Italien. Den østrigskfødte designer Ettore Sottsass udformede for Olivetti deres første pc'er samt flere andre produkter. Han er imidlertid mest kendt for sin indflydelse som både teoretiker og praktisk designer inden for Memphisgruppen, der blev dannet i 1981 og primært er kendt for farvestrålende og formmæssigt utraditionel design i "moderne" materialer, fx plasticlaminater og glas.
Danmark
I Danmark blev industriel design især udviklet efter 2. Verdenskrig. Danske designere var særlig påvirkede af Bauhaus og funktionalismen, hvilket bl.a. ses i Arne Jacobsens boligbebyggelse Bellavista (1932-33) nord for København og Rådhuset i Aarhus (1937-42). Foruden sit virke som arkitekt har han tegnet en serie stole i formbøjet bøg, bl.a. Myren (1952), ligesom han i 1969 designede armaturer for firmaet Vola.
Inden for industriel design tegner B&O en særlig profil, idet firmaet som den eneste danske radio- og tv-producent har overlevet konkurrencen fra udlandet. B&O er særlig kendt for sin banebrydende design af Jacob Jensen og David Lewis. Hvor indholdet i hi-fi-anlæg oftest er produceret i udlandet, er produktets ydre designet omhyggeligt, så det adskiller sig markant fra mainstreamdesign .
1970'erne var præget af en ny tidsånd med eksperimenter og søgen efter miljøbevidsthed og antiforbrugerisme. Udøverne af industriel design var ved at problematisere eget samfundsengagement og eksistens. Disse refleksioner har senere vist sig at være med til at placere dansk design centralt, når det gælder etik og miljøordninger. Det, der var utopier i 1970'erne, er ofte lovkrav i 1990'erne.
1980'erne blev en ny vækstperiode med flere nye specialer. Nye teknologier, bl.a. microchippen, var med til at gøre mange industriprodukter "intelligente" og komplekse. Det at betjene en industriel maskine eller et langvarigt forbrugsgode som fx et fjernsyn eller en videobåndoptager blev besværligt. Herved var grundlaget lagt for en ny disciplin, brugergrænseflade design, også kaldet user-interface eller interaction design. Den nye disciplin inddrog grafiske designere og psykologer i de industrielle designeres arbejde, og området regnes for et særligt speciale. Målet var selvforklarende produkter.
Fra 1990'erne er industriel design på vej ind i en periode præget af informatik og immaterialitet, som kan medføre, at man ikke i så høj grad som i begyndelsen af 1900-t. vil se nye produktarter, men snarere vil se "gamle" produkter blive redefineret og raffineret med henblik på en ny materiel fremtid. Der vil i særlig grad blive tale om økologisk bæredygtige produkter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.