Industribyggeri (Den rationelle fabrik), Fra slutningen af 1800-t. indførtes en ny kraftmaskine: elmotoren, som i princippet kunne sættes på hver enkelt arbejds- og transportmaskine. Herved kunne de komplicerede og kraftslugende transmissionsaksler undgås. I nogle brancher opbyggedes produktionslinjer, hvor hver arbejdsoperation havde sin plads langs en linje; det kendes fra slagterierne i Chicago og bilfabrikkerne i Detroit, hvor Ford indførte samlebåndet i Highland Park-fabrikken 1913. Samtidig opstilledes teorier om rationel arbejdstilrettelæggelse; den amerikanske ingeniør F.W.Taylor formulerede den mest udbredte. Inspireret heraf søgte ingeniører at udvikle den rationelle fabrik ved mere systematisk end hidtil at tilpasse anlæggets disposition og bygningernes form til produktionen. En hal kunne bygges sammen med fladebygninger, så de komponenter, der produceredes i fladebygningerne, kunne løftes på plads af løbekraner i hallen og monteres. Eksempler herpå er Ludwig Loewes (1837-86) maskinfabrik i Berlin (1898) og Fords River Rouge-bilfabrik uden for Detroit (1917-39). En dansk aflægger er Fords monteringsfabrik i Københavns Sydhavn fra 1923-24.

Konstruktive fornyelser var brugen af jernbindingsværk fra omkring 1870 og indførelsen af skeletkonstruktioner i jernbeton omkring 1900. En hovedtendens frem til ca. 1950 var et ønske om at udforme fabrikkerne efter produktionens krav. Herefter har målet oftere været multifunktionelle bygninger, der kan rumme forskellige produktionstyper. Det er oftest store fladebygninger eller haller opført af præfabrikerede betonelementer og evt. dækket af letmetalplader.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig