Indoeuropæere. De indoeuropæiske sprogfamiliers tidlige udbredelse. Kortets navnestof er baseret på ofte sparsomt overleverede skriftlige kilder, og det er derfor ikke muligt som ved moderne sprog at angive sprogfamiliernes nøjagtige udbredelse. Hertil kommer, at sprogene ikke er samtidige. Kortet spænder i tid over flere årtusinder, fra anatoliske sprog fra 1700 f.Kr. til baltiske sprog, der først er overleveret fra 1400-1500-t. e.Kr.

.

Indoeuropæere, (1. led af gr. indos 'indisk, inder'), de folk, der taler indoeuropæiske sprog. Betegnelsen bruges imidlertid ofte om de såkaldte urindoeuropæere, dvs. det eller de folk, der talte det indoeuropæiske grundsprog, modersproget til alle senere indoeuropæiske sprog. Såvel det indoeuropæiske grundsprog som urindoeuropæere er konstruktioner, der baseres på tilbageslutninger fra senere kulturelle og sproglige foreteelser. Mens det er muligt at foretage ret sikre rekonstruktioner, når det gælder sproget, er det samme ikke tilfældet, når det drejer sig om sprogbærerne, altså det samfund, som talte sproget. Både sprogvidenskaben og arkæologien samt i mindre omfang religionshistorien har bidraget med teorier om, hvordan dette ursamfund har kunnet tage sig ud, hvor det har eksisteret, og hvornår og hvordan det har spredt sig til de senere indoeuropæisktalende områder.

Hjemlandsproblematikken

Siden udtrykket "indoeuropæisk" som sprogvidenskabelig term blev lanceret af Thomas Young i 1813, har man forsøgt at fastslå indoeuropæernes oprindelige hjemsted. Mange forskellige regioner har været foreslået. Hovedinteressen har dog samlet sig om tre områder: Centraleuropa, de sydrussiske stepper og Anatolien. Ud fra jordfundne arkæologiske levn har man forsøgt at påvise etniske grupper eller "kulturer", som har bredt sig over større områder. Et eksempel herpå er arkæologen Marija Gimbutas, som i 1960'erne identificerede den såkaldte Kurgankultur i steppeområderne nord for Sortehavet med indoeuropæere. Ifølge Gimbutas skulle nomadefolk herfra i det 4. og 3. årtusinde f. Kr. være vandret mod vest og have bragt de indoeuropæiske sprog til Europa. Nyere arkæologisk forskning har dog rejst tvivl om Gimbutas' teorier, som kun har begrænset støtte i det arkæologiske kildemateriale. En bedre overensstemmelse med de arkæologiske kilder, men ikke med de sproglige, finder man i den britiske arkæolog Colin Renfrews arbejde fra 1987, hvori det foreslås, at de indoeuropæiske sprog sammen med kendskabet til landbruget er nået til Europa fra Anatolien i det 7. og 6. årtusinde f.Kr.

Også sprogvidenskabelige metoder har været inde i billedet. En af dem består i, at man sammenholder en række ord i indoeuropæisk med forskellige nabosproggrupper, fx de finsk-ugriske/uralske sprog. I disse findes der et stort antal ord fælles med indoeuropæisk, som kunne være lånt fra det indoeuropæiske grundsprog. I så fald må det indoeuropæiske hjemland søges i et naboområde til de uralske sprog. Metoden er dog usikker, idet en bare nogenlunde præcis datering af, hvornår et lån har fundet sted, er meget vanskelig. Ligeledes har man forsøgt med sproglige argumenter, hentet fra de indoeuropæiske sprog selv, at lokalisere hjemlandet. Det er således karakteristisk, at en række navne for træer, bl.a. for bøg (indoeuropæisk *bhāgós) kan findes i en lang række indoeuropæiske sprog. Dette kunne tyde på et hjemland, hvor der faktisk vokser bøgetræer. Problemet her er imidlertid, at i en række sprog betegner ord, afledt af *bhāgós, ikke bøg, men derimod andre træer. At afgøre ordets oprindelige semantik er dermed overordentlig vanskeligt. Det samme gælder et ord som laks (af indoeuropæisk *lak̂sos), hvis oprindelige betydning også er usikker. Denne såkaldte "lingvistiske palæontologi" er dermed en metode, der nok kan indgå i en argumentation for et bestemt hjemland, men som næppe kan udgøre sikre beviser.

Urindoeuropæisk kultur

Hvad angår den urindoeuropæiske kultur, møder vi også store vanskeligheder. Ud fra det fælles indoeuropæiske ordforråd mener man dog at kunne tegne et billede af nogle hovedlinjer i den kulturelle situation. Det gælder både i forhold til dele af den materielle kultur, samfundsopbygningen og religionen.

Urindoeuropæerne har umiddelbart forud for udvandringerne formentlig befundet sig på et kulturelt stadium, der ligger på overgangen mellem neolitikum og bronzealder. Man har haft en pastoraløkonomi, primært baseret på kvæg, suppleret med agerbrug. Tamheste og vogne har formodentlig været kendt, og ligeså både. Af våben har man haft buer og økser.

Samfundet var efter al sandsynlighed opbygget i patrilineære klaner med høvdinge. Om man derudover har haft en overordnet politisk ledelse i form af en art konge, er omdiskuteret. Sanskrit rāj-, lat. rēx samt lignende betegnelser fra en række andre indoeuropæiske sprog går tilbage til en rod *rēg-, som har betegnet en leder af en eller anden art. Men om denne har haft verdslige forpligtelser eller blot været en religiøs leder er usikkert.

Paradoksalt nok er dele af religionen måske det sted, hvor vi er på sikrest grund, når det gælder en rekonstruktion af urindoeuropæiske forhold. Det skyldes det simple faktum, at der i de ældste skrifter blandt de forskellige indoeuropæiske datterkulturer kan findes en række ligheder på især mytologiens niveau. Bedst attesteret er nok en række navne, der går tilbage til indoeuropæisk *djḗus (sanskrit Dyáuṣ pitā́, latin Iuppiter, græsk Zeus, og oldnordisk Týr). Herudover har den franske religionshistoriker Georges Dumézil og hans elever argumenteret for, at en række guder, der kendes fra forskellige indoeuropæiske kulturer, selvom navnene ikke er beslægtede, indgår i samme relationer til hinanden over store dele af den indoeuropæiske verden. Det drejer sig om guder, som varetager tre funktioner, nemlig 1) suverænitet, 2) krig og 3) frugtbarhed og rigdom. Disse guder kan findes i stort set alle de kulturer, der har efterladt sig skriftlige kilder. Herudover ved man, at hesten har spillet en særlig rolle i religionen, og at hesteofringer har haft stor religiøs betydning. At denne opdeling i tre funktioner har spillet en væsentlig rolle i urindoeuropæernes klassifikation af verden bekræftes ved, at også farvesymbolik, dyresymbolik og undertiden tillige selve opfattelsen af samfundet var inddelt på samme måde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig