indisk matematik

.
Licens: Brukerspesifisert

Indisk matematik, Indiens matematiske tradition kan følges tilbage til ca. 500 f.Kr. idet regler for konstruktion af altre allerede nævnes i de ældste ritualtekster inden for vedareligionen. Disse regler blev nærmere udformet i de såkaldte shulvasutraer; reglerne bygger på kendskab til Pythagoras' læresætning, gode tilnærmelser til bl.a. og løsning af problemer svarende til andengradsligninger.

Fra ca. 300 f.Kr. var matematik vigtig inden for jainismen, såvel praktisk og astronomisk regning som spekulation over ubegribeligt store tal (misvisende oversat som 'uendelige tal'). I samme periode låntes elementer af babylonisk, senere også græsk astronomisk matematik. Den egentlige blomstring begyndte med Aryabhata 1 (omkring år 500) og varede til ca. 1200. I denne periode udvikledes, ofte i forbindelse med astronomien, en algebra, der bruger symboler og skemaer, behandler bestemte såvel som ubestemte ligninger og betragter både positive og negative tal. Senest i starten af denne periode skabtes vort moderne positions-talsystem (dog ikke med decimalbrøker), og grundlaget for moderne trigonometri udvikledes ved omformning af græske idéer. Efter 1200 videreudvikledes trigonometrien især i Sydindien, bl.a. med rækkeudviklinger, der senere genfindes i Europa vha. differentialregning. Ligeledes efter 1200 arbejdedes der i de islamisk-indiske områder med græsk og arabisk matematik.

Allerede i veda- og jainaperioderne udvikledes kombinatorik i forbindelse med versemålsundersøgelser. Også differens-, kvotient- og andre rækker arbejdedes der tidligt med.

De matematiske hovedværker er udformet som regler på vers, uden beviser og ofte uklare. Senere kommentarer giver forklaringer og undertiden beviser. Ofte bygger reglerne antagelig på intuitive argumenter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig