indigo

Indigo er også navnet på et blåt farvestof til tekstilfarvning, som tilhører gruppen af såkaldte kypefarvestoffer. Indigo har været anvendt i flere tusinde år, i Indien fra i hvert fald 600 f.Kr. Oprindelig blev det udvundet af flere arter af indigoplanter, bl.a. Indigofera tinctoria, men i 1869 lykkedes det A. von Baeyer at gennemføre en syntese af indigo, og i dag er syntetisk fremstillet indigo fuldstændig dominerende. Ved farvning skal det vanduopløselige indigo først reduceres til indigohvidt, der er farveløst. Materialet, der skal farves, dyppes i en vandig opløsning af indigohvidt; ved tilsætning af et oxidationsmiddel eller ved kontakt med luftens ilt oxideres indigohvidt til indigo, og farven træder frem igen. Indigo har relativt lav lys- og vaskeægthed og er især velegnet til farvning af bomuld og andre cellulosefibre (fx viskose). Det anvendes i dag næsten kun til farvning af denim. Se også farvestoffer og tekstilfarvning.

Indigo blev tidligere anvendt som pigment i kunstnerfarver, både i olie og i vandigt medium. Det er brugt i Østens malerkunst og i fx europæisk staffelimaleri i 1600-t. Indigo, der er det mest stabile naturlige organiske pigment, man kender, ligner i farvetone meget berlinerblåt, som afløste indigo i løbet af 1700-t.