Hvordan indianerne og europæerne mødtes, afhang af europæernes interesser. I Brasilien forløb mødet fredeligt mellem den oprindelige befolkning og portugiserne, som bl.a. ønskede at handle med brasiltræ. Med anlæggelsen af sukkerplantager i området i løbet af 1500-tallet voksede efterspørgslen på arbejdskraft, og den søgte europæerne bl.a. at skaffe gennem aftaler med forskellige indianske folk. Det førte ofte til voldsomme kampe grupperne imellem; indianere blev fanget på organiserede slavetogter og solgt til nybyggerne. Imidlertid blev den indianske arbejdskraft i stigende grad erstattet af afrikanske slaver.

I 1512 havde de spanske regenter med Burgoslovene slået fast, at de oprindelige folk i de spanske kolonier i Amerika var kronens undersåtter, og at de ikke måtte gøres til slaver. I 1537 udstedte pave Paul 3. den bulle, der fastslog, at indianere var fornuftsvæsner, og med leyes nuevas de indias ("de nye love") indskærpede den spanske krone i 1542 atter, at indianerne var frie mennesker. Lovgivningen blev imidlertid ofte brudt, og forskellige former for indiansk slaveri var udbredt. I Paraguay og Brasilien grundlagde jesuitterne store lukkede missionsstationer, hvortil mange indianere flygtede for at undgå slaveriet.

I det tidligere Inkarige tvangsforflyttede man især under den spanske vicekonge Toledo indbyggerne i de indianske landsbyer og samlede dem i såkaldte reducciónes, landsbyer anlagt efter spansk forbillede med en kirke og et torv. Her havde man bedre kontrol med dem, ligesom det var lettere at kristne dem og inddrive skatter. Den spanske krone påberåbte sig retten til al jord. I begyndelsen overdrog kronen retten til tribut fra indianerne til de spanske kolonister, som så til gengæld skulle beskytte og kristne indianerne (se encomienda). Normalt blev tributten betalt i form af arbejde i det område, som en spanier havde råderet over; senere blev tributbetaling i varer dog mere almindelig.

Kolonisterne fik efterhånden mulighed for at købe jorden af kronen, og i 1600-tallet opstod således flere og flere storgodser, haciendaer, hvortil flere indianere i begyndelsen kom frivilligt for at arbejde i håb om på den måde at kunne få råd til at betale skat og få tildelt et lille jordstykke. I reglen kom de i stedet hurtigt i gæld til godsejeren og blev helt underlagt hans forgodtbefindende. Storgodserne udviklede sig til selvforsynende enheder med egen kirke og præst og med egne håndværkere. Indianere skulle have skøde på deres jord, hvis de ikke ville risikere at miste den; det lykkedes for nogle i stadig kamp med de omkringliggende godser at oprette eller bevare deres egne selvstyrende bondesamfund.

I Inkariget havde indbyggerne været forpligtet til i perioder at arbejde for staten, som til gengæld hjalp i tilfælde af hungersnød e.l. Spanierne overtog systemet i en forvrænget udgave, der er kendt som mita og kun indebar arbejdspligt. Indianerne blev gennem dette system tvunget til at arbejde i sølvminerne i Potosí i det nuværende Bolivia og i Huancavelicas kviksølvminer. Mitaindianere blev desuden brugt til landbrugsarbejde og til arbejde i tekstilværksteder.

Den katolske kirke sendte præster og munke fra Spanien for at kristne indianerne, og tusindvis af idoler og guddomme blev brændt. Men indianerne skulle ikke blot vænne sig til de nye overherrer, der kom med en helt anden verdensopfattelse. De skulle også vænne sig til nye planter og dyr (heste, kvæg, får, svin, høns etc.), som spanierne indførte. Når skatten til spanierne skulle betales i form af varer, drejede det sig som regel om de nye landbrugsprodukter, hvilket tvang den oprindelige befolkning til at omlægge deres produktion.

Indianske reaktioner på koloniseringen

De indianske høvdinge fik titlen don. De var fritaget for skattebetaling og tvangsarbejde, men skulle til gengæld sørge for indsamling af skat fra deres undersåtter, udskrive dem til tvangsarbejde samt føre opsyn med dyrkningen af jorderne. Mange høvdinge misbrugte denne magtposition og udpinte deres egne. Andre spillede et dobbeltspil for at bevare deres prestige både blandt indianerne og hos de spanske koloniherrer.

Flere af høvdingene lærte hurtigt at udnytte det spanske system; nogle blev driftige handelsmænd, der både ejede skibe og drev forretning med fx vin og kokablade. Nogle lykkedes det at få tildelt skøder på deres landsbysamfunds jorder, hvorved de delvis kunne beskytte sig mod de spanske opkøb af jord.

Egentlig organiseret indiansk modstand mod spanierne var af begrænset omfang. Efter Inkarigets fald oprettede efterkommere til inkaen Huayna Capac den såkaldte neo-inkastat i Vilcabamba i regnskovene øst for Machu Picchu, men efter flere års kampe med spanierne blev den sidste inka, Tupac Amaru, i 1572 halshugget i Cuzco. I en periode i 1560'erne vandt den hemmelige andine religiøse bevægelse Taki Onqoy frem. Den havde deltagelse af flere høvdinge og er et af de første udtryk for en fælles indiansk identitet. Taki Onqoy vendte sig mod alt spansk, men var ikke-voldelig. Senere indianske oprør er blevet slået ned med hård hånd; det kendteste i 1780-1781 blev ledet af Tupac Amaru, der havde opkaldt sig efter den sidste inka, som også lagde navn til senere indianske bondebevægelser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig