Det er fra de mesoamerikanske højkulturområder, at vi har de bedste både spanske og indianske kilder til forståelse af den tidlige kolonitid. I senere perioder synes indianerne ofte anonyme i kilderne og i den officielle historieskrivning.
Det er svært at generalisere om erobringen af Mellemamerika; men for de mesoamerikanske højkulturer gjaldt det, at konfrontationen med de spanske conquistadorer og missionærer medførte en opløsning af de sociale, økonomiske og religiøse strukturer. Krig, slaveri og i særlig grad sygdomsepidemier førte til en voldsom reduktion af befolkningstallet. Det vurderes således, at der i det centrale Mexico var ca. 25 mio. mennesker ved spaniernes ankomst i 1519. I 1580 var der kun ca. 2 mio. tilbage, og visse etniske grupper var helt udryddet. Spanierne underlagde sig relativt ubesværet aztekernes og taraskernes store, centralt styrede nationer. De overtog den indianske elites rolle som skatteopkræver og udnyttede den allerede udbyggede administration. Mange indianere fra de højeste samfundslag blev anbragt i kristne skoler og integreret i den spanske kultursfære. Med elitens omskoling forsvandt en væsentlig del af den indianske intellektuelle kultur foruden statsreligionen. For den jævne befolkning betød erobringen mindre frihed og mere arbejde. De tidligere fællesejede jorder og indianernes arbejdskraft blev fordelt blandt conquistadorerne, som til gengæld skulle kristne indianerne. Dette system, kaldet encomienda, blev sammen med sølvminerne i den nordlige del af Mellemamerika det såkaldte Ny Spaniens vigtigste indtægtskilde, men på trods af spanske forbud mod indiansk slaveri indebar det i praksis en trælbinding af indianerne.
Som følge af de grove overgreb på de oprindelige indledtes en debat om indianernes rettigheder. Kulminationen blev et møde i den spanske by Valladolid 1550-1551, hvor dominikaneren Bartolomé de las Casas, som længe havde kritiseret spaniernes fremfærd, og teologen Juan Ginés de Sepúlveda, der forsvarede indiansk slaveri, skulle afklare, om indianere var mennesker eller ej. Indianerne var allerede i 1537 af pave Paul 3. blevet anerkendt som fornuftsvæsener, der kunne antage den kristne tro, og også i Valladolid konkluderede man, at indianere var mennesker, men resultatet medførte ingen reelle ændringer i behandlingen af den indianske befolkning i kolonierne.
I de vidtstrakte landområder, hvor kun de spanske encomenderos og nogle få missionærer repræsenterede den nye overmagt, var indflydelsen fra spansk kultur imidlertid begrænset, og størstedelen af den indianske befolkning bevarede deres sprog, levevis og kulturelle særtræk.
I områder med mindre central styring og i flere små nationer kunne spanierne ikke gennemføre den samme hurtige erobring og kolonisation; dette gjaldt blandt mayaerne på Yucatán samt i det nuværende Chiapas og Guatemala og i det nordlige Mexico, der var beboet af nomadestammer som fx chichimekerne. Oprør i disse områder var hyppige, og da områderne ofte var fattige på menneskelige og naturlige resurser, tiltrak de ikke spaniere lige så hurtigt som det frodige og tætbefolkede centrale Mexico og Oaxaca. Den sidste frie mayastat, Tayasal i Guatemalas regnskov, blev således først erobret i 1697.
Den sene kolonitid var præget af en strengere raceadskillelsespolitik. Den indianske elite blev frataget sine privilegier, og med fremvæksten af en mestizklasse mindskedes kontakten mellem spanierne og indianerne, som blev yderligere marginaliseret. Formelt var encomiendasystemet blevet afskaffet i 1542, men udbytningen af indianerne fortsatte eller antog nye former og sikrede stadig storgodserne (haciendaerne) billig arbejdskraft.
Fra midten af 1500-tallet havde missionærerne iværksat reducciónes, dvs. tvungne forflytninger af de spredte indianske samfund, og samlet dem i landsbyer; da kirkens magt svækkedes i 1700-tallet, blev det her, indianerne stod stærkest. Europæiske redskaber, planter og dyr indgik nu i den indianske kultur, ligesom aspekter af kristendommen havde vundet indpas i det religiøse liv. Således tilpasset de nye omstændigheder overlevede og styrkedes den indianske befolkning i de små isolerede landsbysamfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.