Inddigning, beskyttelse af lavtliggende landområder mod oversvømmelse fra hav, floder og vandløb ved opførelse af diger.

Kunsten at fremskynde aflejring af opslæmmet materiale på lave tidevandskyster, således at landområder øges, har været kendt i århundreder, bl.a. i marskegnene i Sønderjylland og på De Frisiske Øer. Det materiale, der ved flod føres ind mod kysten, er i overvejende grad tilført havet fra de store floder og består af fint sand og ler, kaldet klæg. Når vandet trækker sig tilbage, aflejres en del klæg på bunden. For at fremskynde aflejring anbringes lave, høfdelignende konstruktioner opbygget af faskiner, såkaldte slikfang, i oversvømmelsesområdet, slikgården. Når området kommer til at ligge over normalt højvande, betegnes det forland. Ved et niveau på ca. en halv meter over normalt højvande er forlandet digemodent og sikres da mod videre overskylning af et havdige. Det indvundne landområde kaldes nu en kog. Marsken ved Tønder og Højer er indvundet ved det beskrevne princip.

Havdiger spærrer for den naturlige afstrømning af ferskvand igennem åer og floder til havet, hvorfor der i digerne må etableres afvandingssluser. Under normale forhold står sluseportene åbne, men de lukkes, når vandstanden i havet bliver højere end vandstanden i den å eller kanal, som afvander marskområdet. Se også landvinding og dige.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig