immunologiens historie

Indtil de sidste årtier af 1800-t. byggede viden om immunforsvaret udelukkende på praktiske erfaringer, fx opnået ved vaccination. Aktiv immunisering mod kopper ved hjælp af tørrede koppeskorper (variolation) kendtes fra Asiens og Orientens folkemedicin og anvendtes i Europa fra begyndelsen af 1700-t. Metoden var farlig, da den kunne føre til livstruende sygdom. Det var et stort fremskridt, da den britiske læge Edward Jenner i 1796 fandt på at immunisere (vaccinere) mod kopper ved hjælp af virus fra kokopper (vaccinia). Louis Pasteur udviklede en række vacciner mod infektionssygdomme hos dyr, inden han i 1885 fremstillede den første vaccine mod hundegalskab hos mennesker. Først da begyndte den videnskabelige udforskning af immunsystemet.

I 1883 viste den russiske biolog Ilja Metjnikov, at der i søstjernelarver var celler, der samledes omkring fremmedlegemer. Disse celler kaldte Metjnikov for fagocytter (ædeceller), og han troede, at immunforsvaret alene beroede på sådanne cellers aktivitet. Med betegnelsen makrofager er deres rolle i immunsystemet hos højerestående dyr senere bekræftet.

I 1890 fandt den tyske forsker Emil von Behring i samarbejde med japaneren S. Kitasato (1852-1931), at serum fra mus og kaniner, der var indsprøjtet med stigende, sædvanligvis dødelige doser af difteribakteriens giftstof (toksin), kunne beskytte andre dyr mod en dødelig dosis af toksinet. Hermed var det bevist, at immunsystemet også besad en anden komponent, antistof, der ved overførsel kunne medføre passiv immunisering. Komplementsystemet, der er afgørende for uskadeliggørelse af mange mikroorganismer, og som fungerer som hjælpesystem i de antistofmedierede immunreaktioner, blev beskrevet af den belgiske læge J. Bordet i 1901. I begyndelsen af 1900-t. fremsatte den tyske forsker Paul Ehrlich sine teorier om immunsystemet, som for første gang præciserer systemets evne til at skelne mellem selv og ikke-selv. Den østrigskfødte Karl Landsteiner beskrev 1900-02 AB0-blodtyperne og lagde dermed grunden til vort kendskab til blodtypesystemet, en viden der senere også har været grundlæggende for transplantationsbiologien. Landsteiner bidrog også til påvisning af flere andre typesystemer og udforskede det immunologiske specificitetsbegreb.

I 1955 fremsatte den danske immunolog Niels K. Jerne sin teori om antistoffernes dannelse, den såkaldte naturlige selektionsteori, som var grundlaget for australieren Frank Macfarlane Burnets klonselektionsteori (1957), der indbragte Burnet nobelprisen i 1962. Han delte prisen med briten Peter Medawar, der gennem sit arbejde med transplantationer i 1953 havde påvist fænomenet immunologisk tolerans. Amerikaneren Gerald Edelman og briten Rodney Porter bestemte i 1969 strukturen af antistofmolekylerne. Amerikaneren Bruce Glick (1927-2009) opdagede i 1956, at det antistofproducerende system hos kyllinger styres af et lymfeorgan, Bursa Fabricii, der i mennesket og andre højerestående dyr har en pendant i knoglemarven. I 1961 fandt den australsk-britiske forsker Jacques Miller, at thymus er det styrende organ for den cellemedierede immunitet, og briten James Gowans (1924-2020) viste, at det er lymfocytterne, der er immunsystemets celler. Hermed var det anatomiske grundlag for immunsystemets opbygning påvist. Inddelingen af lymfocytter i B-lymfocytter og T-lymfocytter, ansvarlige for hhv. de antistofafhængige og de cellemedierede funktioner, blev formuleret af den engelske immunolog Ivan Roitt (f. 1927) i 1969. Denne inddeling er siden udvidet med en lang række undertyper af de forskellige celler, som nu defineres ud fra monoklonale antistoffer rettet mod antigener på deres overflade.

Niels K. Jerne fremsatte i 1971 sin teori om grundlaget for immunsystemets mangfoldighed, der antager, at der er et komplementært forhold mellem vævstypesystemet og antistofrepertoiret. Japaneren Susumu Tonegawa bekræftede, at der findes et genetisk kombinationssystem, som kan forklare dannelsen af mange millioner forskellige antistofspecificiteter ud fra kombinationer af et langt mindre antal gener. Schweizeren Rolf Zinkernagel og australieren Peter Doherty (f. 1940) påviste i 1970'erne vævstypesystemets afgørende rolle i samarbejdet mellem immunsystemets celler. Med udgangspunkt i en af Jernes teknikker fremstillede Georges Köhler og César Milstein 1974-76 de første monoklonale antistoffer, en teknik, der har haft revolutionerende betydning for den praktiske anvendelse af immunsystemets produkter i forbindelse med laboratorieanalyser og patientbehandling.

Et væsentligt forskningsområde fra 1990'erne er karakterisering af bestanddele af mikroorganismer, som ved vaccination kan føre til immunitet uden at medføre de bivirkninger, der kan ses ved anvendelse af hele mikroorganismer.

Læs mere om immunologi.