idyl

Idyl, som litterær genre en skildring af roligt, ukompliceret, jævnt liv.

Faktaboks

etymologi:
Ordet idyl kommer af græsk eidyllion 'idyl, lille billede, kort hyrdedigt', diminutiv af eidos 'form, skikkelse'.

Idyl har langt hen været identisk med hyrdedigtning, men fra og med 1700-tallet skete der en udvidelse af antikinspirationen til en ny følsom, hjemlig og moralsk tone som i schweizeren Salomon Gessners Idyllen (1756) i prosa eller briten Oliver Goldsmiths roman The Vicar of Wakefield (1766).

Desuden blev det fortællende heksameterdigt genoptaget med et moderne indhold, på tysk af Johann Heinrich Voss med Luise (1795) og Johann Wolfgang Goethe med Hermann und Dorothea (1797).

Adam Oehlenschläger skrev en kærlig parodi på denne småborgerlige digtform med "Idyl" i Sanct Hansaften-Spil (1802), men både hos ham selv og i dansk, svensk og tysk 1800-talss biedermeier-poesi er præget af idyl udbredt, i Danmark fx i Christian Winthers Træsnit (1828). Ad en delvis anden vej satte idylpræg sig igennem i 1800-tallets prosa i genren bondedigtning.

Senere er idyl ofte anset for at høre til trivialkunst. I 1900-tallets modernistiske litteratur er idyl enten tabu eller — som i Frank Jægers digtsamling Idylia (1976) eller Jørgen Sonnes Huset. Idyller (1976) — trods tydelig traditionsbevidsthed tilføjet et kvantum bitter eller grusom realisme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig