Hævd, ejendomshævd en persons faktiske, langvarige råden over en andens ting eller faste ejendom, der kan skabe en ret for den rådende. Den centrale lovbestemmelse om hævd er stadigvæk (1996) 5-5-1 i Christian 5.s Danske Lov. For at en rettighed kan erhverves ved hævd, skal rådigheden have strakt sig over 20 år, den må ikke være etableret ved en aftale, der forpligter den rådende til at ophøre med rådigheden på et bestemt tidspunkt, fx en låneaftale, og ejeren må ikke have afbrudt hævdserhvervelsen, fx ved at anlægge retssag mod den rådende eller ved faktisk at forhindre udøvelse af rådigheden. I visse tilfælde kræves rådighed i alderstid, dvs. at rådigheden har strakt sig over mindst 45-50 år, og at ingen nulevende kan huske, at tilstanden har været anderledes.
hævd
Historie
Hævd i form af ejendomshævd omtales første gang i dansk ret i Jyske Lov fra 1241, der bestemte, at kirken kunne erhverve jord fra en bonde ved hævd i løbet af 30 år, mens en bonde skulle have kirkejord i sin besiddelse i 40 år for at vinde hævd over for kirken. Loven afgjorde ikke, om en bonde kunne vinde hævd over for en anden bonde. Senere blev det ved en rettertingsdom af 1475 afgjort, at fyrreårsfristen skulle anvendes i ejendomssager mellem private. Indførelsen af hævd i dansk ret skyldes påvirkning fra kanonisk ret, hvis regler om hævd byggede på det romerretlige hævdsinstitut.
Ved den københavnske reces af 1547 blev der givet en regel om 20 års hævd, der blev optaget i den koldingske reces af 1558 og senere videreført med Christian 5.s Danske Lovs 5-5-1. Se også lavhævd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.