hyrdedigtning

Hyrdedigtning, digtning i forskellige genrer om hyrdelivet, opfattet som et Arkadien, et smukt landskabeligt frirum uden for bykulturen og mere eller mindre præget af idyl, erotik, evt. vemod.

Hyrdedigtning betegnes ofte som pastoral eller bukolisk. I antikken er den repræsenteret af store versdigtere som den græske Theokrit og den romerske Vergil (Bucolica), i senantikken af den græske roman Dafnis og Chloe af Longos.

I århundrederne fra renæssancen var dyrkelsen af hyrdedigtning og dens konventionelle figurer og verden udbredt med romaner som Jorge de Montemayors Diana (1559), med (sang)dramaer som Torquato Tassos Aminta (trykt 1580) samt digte både på latin og på moderne sprog som Edmund Spensers The Shepheardes Calender (1579).

En af de største succeser var Honoré d'Urfés voluminøse roman Astrée (1607-27) med indlagte digte. Dele heraf overførtes til dansk af Søren Terkelsen i Astreæ Sjunge-Kor (1648-54).

Også andre danske barokdigtere som Anders Bording og Thomas Kingo ("Chrysillis", "Candida") har bidraget til genren. Rokokotidens anakreontiske lyrik især i Tyskland brugte også gerne hyrdekonventionen.

Senere gik den pastorale digtning op i digtning om det jævne, oftest udendørs liv (se idyl). Som egentlig moderne hyrdedigtning kan man regne bl.a. digte af Jeppe Aakjær og prosa af Martin Andersen Nexø (Pelle Erobreren bd. 1 og erindringsbindet Under aaben Himmel), mens visse digte af Hans Hartvig Seedorff og Frank Jæger er kunstfærdige pasticher på hyrdedigtning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig